Kære dyreejer på Søborg Dyreklinik

Sys Sørensen har valgt at gå på velfortjent pension og lukker derfor Søborg Dyreklinik, som hun har været ejer af siden 1979.

Det har altid været vigtigt for Sys Sørensen at give en god og personlig hjælp, når du som klient er kommet med dit kæledyr på klinikken. Det har derfor haft stor betydning at sørge for at finde en ny klinik, der også i fremtiden vil give samme gode og nærværende behandling af dig og dit dyr.

Lyngby Dyrehospital har således indgået en aftale med Sys Sørensen om, at vi i fremtiden gerne vil hjælpe dig og dit/dine familiedyr. Vi er en større klinik, men det er utroligt vigtigt for os at give dig en tryghed, når du kommer hos os. Vi er tre dyrlæger og 4 uddannede veterinærsygeplejersker samt en veterinærsygeplejerske elev, som står klar til at hjælpe dig.

Når du bestiller tid hos os, vil det altid være muligt at få en aftale hos samme dyrlæge hver gang, med mindre der er tale om et yderst akut behov. Vi giver os god tid og afsætter 20 minutter til en konsultation- nogen gange længere tid til mere komplicerede sygdomme. Vi kan tilbyde alle former for undersøgelse herunder røntgen , ultralydsscanning, alle typer operationer, laboratorieundersøgelser på eget laboratorie m.m. Det vil derfor ikke være nødvendigt at henvise dig videre til en anden klinik, såfremt der skulle blive brug for et mere krævende undersøgelsesforløb.

Vi tilbyder også dyrlægehjælp efter almindelig lukketid da vi er med i VAGTKREDS NORD. Det er altid muligt at få akut hjælp, uanset hvornår på dagen du ringer. Ring blot på vores almindelige telefonnummer- så vil telefonsvareren oplyse, hvor du kan få hjælp, når vi holder lukket. Jeg håber du som hidtidig klient hos Sys Sørensen på Søborg Dyreklinik vil tage imod tilbuddet om at komme hos os på Lyngby Dyrehospital. Vi vil i hvert fald bestræbe os på at give dig en god og nærværende hjælp i fremtiden og ser frem til at kunne behandle dit familiedyr på bedste vis.

Med Venlig hilsen

Direktør Simon Rokkedal og ejer af Lyngby Dyrehospital.

Lyngby dyreklinik logo

For flere oplysninger besøg da Lyngby Dyrehospital på vores hjemmeside www.lyngbydyrehospital.dk og Vagtkreds Nord på www.dyrlaegevagt.dk